Ansvar er relationel

På engelsk hedder det: Responsability.

Respons-ability. Evnen til at respondere.

I dette perspektiv er ansvar ikke “en ting”, der fylder, vejer, kan flytte sig.

I dette perspektiv er ansvar en kompetence. Det er evnen til at respondere i dette nu, ud fra de forudsætninger du har, i de omgivelser du er i. Ansvar bliver pludselig en relationel begivenhed, som kan ændre sig fra øjeblik til øjeblik.

Måske kan man sige, at ansvar er noget man sammen skaber.

Respons-ability: Evnen til at respondere. Jo bedre vi bliver til at være til stede i NU’et – givende og modtagende i een flydende bevægelse, – jo mere smidige bliver vi i samskabelsesprocessen. Vi bliver mere handlekraftige med højere grad af overblik for større og større helheder.

Ansvar er pludselig en smuk fælles proces. Processer har deres egen indbyggede orden, vi kan give plads. Så det at kunne respondere i nu’et er igen det “eneste” det kræver.

Så det vi skal vide, er, at vi har evnen til at handle ud fra en dybere intelligens, der tager helheden med i betragtning. Med viden om livskraftens potentiale til at føre processer til højere grad af orden, kan vi nemlig have dyb tillid til processen. Livskraften har os alle sammen. Eet skridt ad gangen. Vi skal turde være i processerne – derudover har de deres eget flow mod højere orden.

I dette livskraftige perspektiv er ansvar en fælles skabelses-proces.

At stole på processen og se uskylden i os alle

Måske vil du stå i en situation, hvor du oplever i “ikke taler samme sprog”. Her er den bedste måde at fortsætte relationen, at hvile ind i forudsætningen: Vi gør alle det bedste vi kan (ellers ville vi have gjort det bedre). For … vi er alle skabt af samme energetiske stof, som i sin essens er visdom og kærlighed. Det eneste der kan forstyrre det livskraftige flow, er måden vi bruger vores tanker på. Uskyldige misforståelser, trætte tanker og frygt-baserede overbevisninger.

Indsigten om uskylden i os alle indbyder til åben nysgerrighed, frem for fordømmelse og pegen fingre. Der ligger en naturlig resonans i vores systemer, så hvis vi går venligt undersøgende til værks, åbner det et venligt undersøgende felt i den anden. Resonans. Det virker også med et menneske med demens.

Lidt enkelt kan det siges: Hvis du ikke angriber, vil du heller ikke opleve at blive angrebet. Og hvis du alligevel bliver angrebet og dømt, kan du vælge fortsat at mærke uskylden og sige: Jeg tager hvad livet byder mig, – jeg mærker hvad det gør ved mig, – og jeg ser derved smerten i den anden (og mærker den måske i mig selv). Det er en dyb proces i overgivelse, der kan kalde dyb kærlighed frem. På niveauer vi sjældent italesætter.

Livskraften gør, vi trygt kan stole på processen. Også selvom vilde eventyr og dybe kriser folder sig ud. Livskraften gennem os bærer den visdom, der fører os gennem livet og viser os at ikke engang døden er at frygte. Døden er her jo altid som et vilkår i det fysiske, som del af en langt større energetisk proces. Vi er ganske enkelt bedst tjent med at lade både liv og død udfolde sig igennem os. I tillid til processen. Nogle gange kan processer mærkes kraftfuldt – ja ligefrem ubehageligt. Men det behøver ikke føre til frygt.

Vi kan modigt læne os ind i tilliden til processen, til vores egen visdom, der hvert øjeblik viser os det næste skridt (som måske er en pause) – og den kærlighed, der ser uskylden i alt og alle.

Et menneske med demens har glæde af at blive mødt med denne tryghed, denne uskyldens kærlighed og evne til at respondere i tillid til processen. Der er man sammen i en relation, der er båret af noget større end dig og mig.

Det er ansvar. Evnen til at respondere. Respons-ability.