De Tre Principper

De Tre Principper fortæller om, hvordan sindet virker. I et universelt perspektiv.

Sydney Banks var en Canadier, der i 70’erne fik dybe spirituelle indsigter om: 1) Universel livskraft 2) Universel bevidsthed og 3) Universel tanke. Jeg fortæller sådan helt basic her. Der er materiale direkte fra Sydney Banks selv, – og mange formidler det og arbejder med det. Så du kan altid gå på opdagelse videre herfra, ved at lade dig inspirere af henvisningerne på fanen: “Flere kilder”. Også i den e-bog du får ved tilmelding af nyhedsbrevet, vil det blive anvendt.

Universel livskraft: Vi er skabt af det formløse, som Sydney Banks kalder Universel Mind. Helt enkelt. Det er en potent kraft af intelligens, helhed, sammenhængskraft, dynamisk stilhed, dyb glæde og intim kærlighed til eksistens. Universel kærlighed. Det er vores natur. Og vi har altid adgang til denne kraftfulde ressource af visdom og kærlighed.

I formernes verden kan det se meget anderledes ud end det hele (hel-lige), kærlige, fredfyldte, formløse. Det er pga. omsætningen fra formløshed til form gennem begrebet tanke.

Universel Tanke: Herunder tanker og følelser. Universel tanke er det der gør det muligt at skabe noget som helst ud af det formløse.

Herunder har vi evnen til at skabe vores egen oplevelse i formernes (neutrale) verden. Vi fortolker nemlig altid det vi oplever, ud fra hvordan vi tænker om det. Et perspektivskifte kan ændre hele opfattelsen af en given situation. Og dermed den følelsesmæssige tilstand, der skabes i kroppen. Grundlæggende siger Sidney Banks: Go for the feeling. Det skal ganske enkelt føles godt, så ligger den højeste tanke bag. Hvis noget ikke føles godt, ligger der en forståelse, en fortolkning, en tanke bag, som ikke er i resonans med Universel livskraft.

Nogle gange kommer vi til at tænke os selv op i et hjørne: Trætte og triste, afmægtige tanker gør ikke noget godt for vores system. Til gengæld virker livskraften sådan, at de lette indsigter, livsglæden, livsviljen, opdriften, sammenhængskraften OGSÅ altid er til stede. Ikke fordi vi tvinger glade tanker igennem et træt system, – men bare fordi vi venter, til livskraften kan komme til af sig selv.

Det er ganske enkelt en mekanisme sindet har: Når en tung tanke slipper (og det gør den af sig selv, med mindre vi dyrker den som styrketræning), så dukker der altid en hjælpsom tanke op. Vi skal dermed IKKE slippe tankerne. Vi skal bare tillade at opdage, – livskraftens lyse, lette, hjælpsomme, handlekraftige tanker, ideer, impulser opstår af sig selv.

Mon ikke det er derfor vi ofte siger: “Jeg sover lige på det.” Når man er frisk, træffer man jo ganske enkelt bedre beslutninger. Så ved blot at vente med at handle på sine tanker, indtil man er frisk – og de friske tanker kan komme af sig selv, har man sat virkelig mange ressourcer fri. Og der kommer i sandhed bedre løsninger ud af det.

Så forenklet kan det siges: Tanker skaber følelser. Det du tænker/ forestiller dig/ har en overbevisning om/ plejer at være/ sådan er jeg/du/han/hun/den/det (fill in the blanks) skaber en følelse, der passer til. Men hvordan er det nu? Kan din tænkning om noget forandre sig? Er der dage, hvor du synes du er et vidunderligt menneske – og er der dage, hvor du synes du er et elendigt menneske? Er der dage du elsker din partner, dit job, dine kolleger, vejret, verden… og dage, hvor det hele burde skylles ud i toilettet?

Det er ikke det udenom dig, der definerer hvordan du føler. Det er din tænkning/overbevisning/forestilling, der skaber din følelsesmæssige oplevelse.

Og det kan jo opløses på et splitsekund. Når du opdager, – at vi alle er lavet af det formløse, vidunderlige … livskraft. Det er som at opdage det uskyldige barn i os selv – i alle aldre. På sin vis sårbart – indtil vi opdager, hvor kraftfuldt det er, fordi livskraften har langt større flow, der hvor den lille gentagne tanke ikke spærrer flowet.

En tanke der er tung, træt og nedvurderende har tendens til at gentage sig selv i en evig rundkørsel. Den kommer fra en eller anden overbevisning, som måske er helt ubevidst. En uskyldig overbevisning som måske bare kommer fra en enkelt vred sætning, et enkelt hårdt blik, en enkel såret stemning fra en træt mor/far/ven/kæreste etc. Helt uskyldigt kan vi komme til at gøre det til en overbevisning: “Sådan en er jeg, der gør dem jeg elsker vrede, sårede, kede af det. Sikke skammeligt, så elendigt et menneske jeg er. Jeg må gøre mig fortjent til kærlighed ved at gøre andre godt tilpas. Det andet er for smertefuldt”. Eller hvordan vi nu har oplevet det. Det kan vende utallige veje.

Det vi glemmer er, at andre mennesker har deres egen oplevelsesverden gennem deres egne tænke og føle-systemer. Når et andet menneske er træt og tænker trætte tanker, kan det komme til at påvirke os. Indtil vi opdager, – at det ikke har noget med os at gøre. Et andet menneskes trætte tanker, definerer ikke sandheden om hverken dig eller mig.

For selvfølgelig kan man komme til at lade sig overvælde af livet, på en måde, der sætter sig i krop og sind. Helt uskyldigt kan vi komme til at forhindre livskraftens frie flow i forsøget på at kontrollere det ukontrollerbare.

Anyway – meget af det her handler om perspektiv og opdagelsen af, at livskraften har os. For at opdage det med perspektivet kan det også være smart at kende til princippet bevidsthed.

Universel bevidsthed: Du har en bevidsthed, der observerer dig, mens du oplever. Altså – det er en del af dig, men ikke den del, der oplever det konkrete i sansernes verden. Det er en del af dig, der oplever at du oplever.

Lad mig give dig et eksempel. En dag oplevede jeg følgende: Jeg lå i fosterstilling på sengen og følte mig ganske ulykkelig, fordi jeg havde ramt en mur i mig selv, hvor jeg af en eller anden grund syntes, jeg var et elendigt menneske. Jeg syntes jeg var et udueligt menneske, dårlig til alt muligt (ret uspecifikt), og sikkert også en elendig mor. Jeg var overvældet af følelsen af ikke at have styr på mit liv, og tankerne gik i ring. Der var tydelige tegn på, at det ikke var livskraftens opløftende tanker, der gik igennem mig lige der. Jeg kunne jo registrere netop det, at det var tunge, triste, problemfokuserede, gentagne tanker, der gav mig en elendig følelse.

Mens jeg lå der og havde ondt af mig selv, havde en del af min bevidsthed en helt anden oplevelse. Jeg er jo ret erfaren med det her bevidstheds-halløj. Så en del af min bevidsthed var vidne til mit sammenbrud. Og den del af mig var helt igennem rolig og ventede bare på, at stormen lagde sig. Så min meget menneskelige del knoklede igennem nogle ret triste overbevisninger, – mens min mere formløse del havde tålmodighed med processen. Det føltes som at være til stede på to bevidsthedsniveauer på samme tid. Sådan lod jeg det være (for det har jeg både lært og opdaget, det er sådan det forløser sig bedst).

Og ganske rigtigt, – da jeg havde ladet den elendige og klynkende udgave ride tanke- og følestormen af, mens bevidstheden af mere formløs karakter roligt var vidne til processen, faldt der ro på mit samlede system. Stemningen ændrede sig som tiden gik. Der gik måske en halv times tid i drama. Så faldt noget ordløst på plads, og der indfandt sig stilhed i mig.

En lys og let tanke slog gnist i mig. Det gav mening i forhold til noget, jeg skulle have ordnet, – så jeg rejste mig energifyldt og rolig og skrev det jeg var kommet i tanke om ned, så jeg senere kunne handle på det. Og så var min dag videre på almindelig vis derfra. Processen havde landet sig selv. Med mig som udøvende kunstner i dramaet + som neutralt vidne til processen. Det var vidunderligt tydeligt, at vi vitterlig kan stole på (livs-)processen.

Det er godt at kende til bevidsthed. Altså bevidsthed er jo egentlig alting. Men den del af bevidstheden vi kan bruge som aktivt redskab i forhold til at gennemskue vores eget drama, er helt neutral og til at stole på – et bindeled til livskraften.

Deri ligger en dyb tillid til livets egne processer. Samskabelsen mellem at lade livet flyde gennem os, og gribe impulserne, når de kommer, – så vi opnår at være medskabere i livet. Være surferne i eget liv: Afstemt i dynamisk balance, vågne uden at overtænke, uden at anstrenge os. Med handlekraft, når skridtene tager sig selv. Det er at leve livet med behagelig tonus. Det er smidigt, venligt og kraftfuldt.

Nå. Nok om det. Vi skal videre. Hvis du selv vil gå dybere så undersøg De Tre Principper. Der er rigeligt af materiale på 3Pdk’s YouTube kanal samt i litteratur jeg henviser til under fanen “Flere kilder”.

Flowing, not forcing

Note: Jeg har selv haft flere ud-af-kroppen oplevelser, både da jeg var barn, og igen som voksen, der viser det samme, som nær-døds-oplevelserne ofte gør. At vi kommer af et universelt urhav af visdom og højere (eller dybere) intelligens opløftet i enhed; vibrerende i universel kærlighed og sammenhængskraft. Mange har oplevet det. Øjeblikke af indsigt omkring Enhed, udvidet bevidsthed og livskraft. Jeg har selv talt med mange, der har haft spontane indsigter af denne universelle visdoms og kærligheds karakter. Der skrives om det. Der forskes i det. Det leves. Se f.eks. beskrivelser af nær-døds-oplevelser på denne YouTube kanal:

The Other Side NDE – YouTube

Det kan ikke beskrives i ord, – oplevelsen af at være “hjemme”, i fred, badet i vibrerende kærlighed. Og det findes tilgængeligt for alle. Alle. Det er det stof, vi er LAVET af.