Her får du ret simple og forsøgsvist korte læg-mand-forklaringer i mit eget sprog, på noget af det underfundige forskning, der kan understøtte måden at arbejde med mennesker på. Livskraften og processen mellem formløshed og form.
Altså … dybest set er forskningen ikke på nogen måde nødvendig for at opdage, at livskraft, glæde og ro er en naturlig indstilling i vores system af krop og sind. At processer har det med at lande ret godt, når vi deltager med flow. At vores forsøg på at styre livet, os selv og hinanden gennem vores begrænsede intellekt, kan komme til at flimre og forstyrre livskraftens noget større råderum for højere (eller dybere) intelligens. At vi mærker visdommen indefra. At mennesker kan gå i resonans med hinanden. At livskraften, roen, glæden altid er til stede – selv i kaos.
Men det er da sjovt, at forskningen viser os nogle af mekanismerne bag.
Hvis du selv vil nørde videre i kilderne, kan du gå til fanen “Flere kilder” og følge sporene der. Og der er SÅ meget mere, end det jeg henviser til her. Meget af det er filosofisk, – men ganske smukt omsætteligt i praksis.
Vand: Emoto har forsket i hvordan vand blev påvirket af ord og musik. Kald det bare stemninger, følelser – eller frekvenser. Han har skældt vand ud og talt grimt til det. Han har spillet dødsmetal for det. Det kom der ikke-symmetriske og kollapsede vandkrystaller ud af. Han har også talt smukt og kærligt til vand. Han har velsignet det og spillet Mozart og andet harmonisk musik for det. Det kom der symmetriske og smukke vandkrystaller ud af.
Det giver da meget god mening at venlighed er bæredygtigt og smukt. Tænk at vi kan bygge os selv og hinanden op indefra – ved simpel venlighed og behagelighed. Vi er jo ligesom mest lavet af vand. Og vi er også lavet af behagelige tilstande, når vi kigger ind i det formløse ophav. Der er altid trygt. Dejlig sammenhæng at vandet viser os, at behagelighed, er vores naturlige og mest holdbare tilstand.
Jeg ved nu også godt, vi ikke bare kan være venlige, hvis vi går rundt og har det det skidt. Så er det godt at vide, vi med enkle greb kan gøre noget ved det – altså selvom det egentlig ikke handler om at “gøre” noget. Det handler mere om at opdage den iboende behagelige tilstand. Men man KAN gøre noget “quick-fix-agtigt”, hvis man har uro. Det mest enkle og effektive jeg er stødt på er gennem hjerne-hjerte-kohærens. Det er ikke meditation. Men det ligner lidt. Og der er forsket ret meget i det.
Hjerne-hjerte kohærens/samstemthed: Heart-math institute forsker i hvordan hjerne og hjerte fungerer forskelligt. Instituttet viser også, hvordan de kan samstemmes og fungere sammen som et mere intelligent system, end hvis de opererer hver for sig.
Hvert organ har sit eget elektro-magnetiske felt omkring sig. Feltet ændrer sig alt efter hvordan vi har det. Og feltet om hjertet er meget stærkere end feltet om hjernen.
Man kan jo ikke tænke sig til kærlighed eller indre fred, kan man? Tja. Det skal jo mærkes, før det giver mening. Og det kan endda måles som en frekvens i feltet omkring kroppen. Den stemning/frekvens der opstår ved venlighed, taknemmelighed, påskønnelse, fred, glæde … tør man sige kærlighed … – den er ikke afhængig af noget udenfor dig selv. Du kan sætte dig i den sansede tilstand, ved blot at forestille dig tilstanden på sanseplan. Det er nemlig en indbygget tilstand i vores system: Velbefindende. Så opnår du alle fordelene i krop og sind uden at skulle vente på at få eller opnå noget af omverdenen. Er det ikke smart!?
Hvordan mon det fungerer? Helt fysisk er der i hjertet celler, der ligner og fungerer som hjernens nerveceller. Dvs. de bærer information, har hukommelse og kan kommunikere. Hjertet sender langt flere signaler til hjernen, end omvendt. Hjertet sætter for øvrigt også i gang som det første organ i fosterudviklingen – altså første hjerteslag sker før hjernens celler aktiveres. De celler der bliver til hjertet ligger endda helt fysisk allerøverst på celleklumpen – embryoet, inden embryoet folder sig ind og bliver den lille reje. I den proces finder hjertet plads længere nede i kroppen. Det giver et sejt billede af at hjertet har en pænt væsentlig rolle i vores system.
Men altså. Ved at have kontakt til hjertet, er der mulighed for at kommunikere med hjernen. Det er smart – for der er så meget, ord og mentale tanker ikke kan løse. Man kan ikke tænke sig til velbefindende. Man kan sanse sig til det. Hjernen vil gerne opdele og forstå, – hjertet vil gerne samle i helheder og sanse velbefindende.
Det skønne er, at forskerne på Heart-Math institute har fundet ud af, at ved at samstemme hjerne og hjerte, kan de fungere som et sammenhængende system. Og det har helingskraft. Det kan bl.a. opnås ved en super simpel øvelse, som også gengives under fanen med øvelser: “Hånden på hjertet”. Greg Braden er videnskabsformidler og formidler alt det her så smukt. Også Rollin McCraty fra Heart Math Institute guider godt igennem det her stof.
Faktisk viser de, hvordan man kan opnå traumeforløsning på denne blide måde, – uden overhovedet at tænke på, hvilke overvældende oplevelser man har haft. For i den samstemte kommunikation/frekvens man kan opnå i hjerne-hjerte kohærensen, ligger potentialet til at forløse de kemiske bindinger i cellevævet: Neuropeptider ligger som traume-hukommelse i cellevævet og opløses via frekvenserne i hjerne-hjerte-kohærensen. Affaldsstofferne forlader derefter kroppen på vanlig vis gennem urin, afføring, sved, tårer. Uden at man overhovedet behøver tænke på eller tale om det, der blev oplevet som traumatiserende. Det er virkelig smart! Ofte, når man forsøger at bearbejde en situation ved at tale om det, kan man meget let blive re-traumatiseret og/eller holde fast på historien gennem informationen i cellevævet. Det behøver man ikke på denne måde.
Som et samstemt system (de kalder det hjerne-hjerte-kohærens) er ressourcerne virkelig mangfoldige, fordi det beroliger nervesystemet og sætter individet i en sanset tilstand af f.eks. fred, glæde, taknemmelighed, påskønnelse. Man opnår nedsat stress-reaktion i kroppen og dermed et forbedret immunsystem. Derudover frigiver det ressourcer til kreativitet og samarbejde, fordi man tydeligere mærker den iboende visdom og intuition.
Det ekstra smarte er også, at det “smitter” via spejlneuroner og det elektromagnetiske felt. Feltet bliver stærkere, jo dybere det er samstemt. Og se, – det er jo smart i forhold til samværet med et menneske med demens, – for de kan have brug for at blive smittet med ro og livsglæde.
Hvis man som gruppe også vælger at gøre dette til et aktivt redskab, kan man samskabe relationer og processer, hvor effekten er forbedret flow, forbedret inspiration og kærlig handlekraft. Hvem vil ikke gerne det?
Faktisk viser forskningen, at den hjerne-hjerte kohærente frekvens (0,1 Hertz) tapper direkte ind i en samstemthed med jordklodens eget elektro-magnetiske felt. Det er et sejt system at være en samstemt del af! Om det kan betale sig at lave en lille øvelse på små 5 minutter en eller to (eller mange) gange om dagen? Det tror jeg nok!
Noget andet om nervesystemet jeg synes er ret fint er den polyvagale teori om det sociale nervesystem af Steven Porges. Han har ganske enkelt opdaget fidusen ved at vi kan regulere os selv og hinanden via især den 10. kranienerve. Den vandrende nerve bliver den kaldt, fordi den er så lang og berører både stemme, åndedræt, hjerte, mave-tarmsystem og kønsorganer. Den har stor betydning for det parasympatiske system, – altså den del af nervesystemet, der er beroligende. Derfra hvor vores indre tilstand registreres af kranienerven og sender signalerne til hjernen – som herefter vurderer, hvordan systemet skal reagerer videre på informationen. Ved at trække vejret roligt, tale med rolig stemmeføring, have rolige bevægelser, hvile i øjenkontakt, – kan vi fortælle vores hjerne, at den kan tage det roligt.
Blot det at vide, at øjenkontakt, rolig bevægelse og stemmeføring helt konkret har betydning for den anden i relationen, er jo meget smart. At vi har det som indbygget system, – at vi gør hinanden trygge, det er jo rart at vide.
I tilgangen jeg repræsenterer behøver vi nu ikke GØRE noget aktivt. Blot ved at vide og opdage mekanismerne bag livskraften, kan vi hvile ind i den iboende orden. Det giver i sig selv ro i systemet. Den ro vi selv kan opleve, kan så videreføres til mennesker med f.eks. demens, som ikke selv er i stand til nødvendigvis at føle tryghed i en for dem måske kaotisk og utryg livsoplevelse. Vi har faktisk roen iboende, – og vi kan videreføre det uden ord gennem det sociale nervesystem.
Biodynamisk Kranio-Sakral Terapi: Her er grundstrukturen ligesom De Tre Principper formløshed og form og processen derimellem. Vi kalder det lidt forskelligt, men naturens orden er jo den samme, hvad end vi kalder det. Processerne mellem formløshed og form kalder vi f.eks. Breath Of Life. Det er bevægelser der kan sanses både i det fysiske væv og i det energetiske felt. Og når vi har dyb kontakt til det formløse – gennem det vi kalder Dynamisk Stilhed og Stillepunkt, så er helingspotentialet størst. Vejen dertil går gennem long tide, som er en bevægelse, der går gennem alt levende væv. Bevægelsen måles i tid på 50 sekunder ind, 50 sekunder ud – og sanses fra horisonten og ind gennem det fysiske system. En herlig videnskabsmand har i 1954 registreret og filmet netop denne bevægelse under mikroskop: (Seifritz on Protoplasm – Full Film – YouTube). Altså – han er ikke biodynamisk kranio-sakral terapeut – han opdagede bare det, terapeuterne allerede arbejdede med ud fra sansning alene.
Vi sætter os ganske enkelt i kontakt med feltet og sanser samarbejdet mellem formløshed og form. Det er smart, let og umådeligt dejligt. Med kæmpe helingspotentiale.
Entrainment: Det her er et begreb, jeg elsker. Sæt to bornholmer-ure i samme rum. De skal svinge forskelligt med pendulerne. Gå ud af rummet. Et par timer senere (eller hvor lang tid det nu engang tager) går du derind igen. Nu svinger pendulerne i takt. Sådan fungerer entrainment. Måske noget i retning af: To svingninger vil altid finde sam-svingning.
Så hvis man siger, du er et pendul, vil du så helst skabe svingninger af ro eller uro? For du kan få folk med på vognen, hvis du er kraftfuld nok. Spørgsmålet er nok bare, hvilken frekvens du gerne vil være med til at samskabe.
Epigenetik: Epigenetik er pretty cool. Epigenetikken er nemlig læren om hvordan geners aktivering påvirkes af det indre og ydre miljø. Det kan være faktorer som tilstanden i tanker og følelser samt ydre stimuli i f.eks. madvarer og fysisk miljø. Det kan være med til at tænde eller slukke for genernes udtryk. Så du kan være genetisk disponeret for noget, – men det afhænger af hvilket indre og ydre miljø du udsættes for, om dette gen aktiveres til at udtrykke sig.
Det viser sig også, at påvirkningerne kan videreføres over generationer (forskning med mus viser vist nok 14 generationer tilbage). Det skønne er, – at vi har friheden til at ændre de nedarvede påvirkninger ved at udsætte os selv for et sundere miljø. Vi kan så at sige bryde den epigenetiske arv.
Det fortæller Bruce Lipton så smukt om. Han er celleforsker. Og nu også verdenskendt foredragsholder. Så her er en del af forskningen, der viser, at vi selv har stor råderet, fordi vi er med til at definere vores indre miljø (jv. bl.a. Heart-Math Institute og Emotos forskning af vandmolekyler). Og vi har visdommen i os til at mærke: Er det her godt for mig eller ej? Med et sundt indre system finder vi også modet til at handle på vores fornemmelser, og dermed skabe et sundt ydre miljø.
Kvantefysik: Big topic. Måske den vigtigste pointe er denne: Alting er energi!
Alting.
Og alting ændrer sig, når det observeres. Intet er fysisk stillestående. Et objekt er energi i bevægelse i tid og rum. Også et menneske er energi i bevægelse i tid og rum. Ligesom følelser (emotion: Energy in motion). Så når man observerer hvad som helst, ændrer det sig ud fra observatørens perspektiv. Er det ikke vildt? Forskningen her inkluderer forskeren i forskningen. Fordi man har erkendt, at forskerens tilstedeværelse har effekt på genstanden for forskningen.
Man har f.eks. fundet, at information kan videregives over fysisk afstand, når først der har været kontakt. F.eks. blev et atom (eller måske bare en lille del af et atom) splittet i to. Den ene del blev flyttet mange kilometer væk i en lukket beholder. Den anden del blev påvirket af forskerne – og begge dele reagerer ens på samme tid. På mange kilometers afstand. Det er vildt. Det er kvantefysik. Og det er svært at forstå med vores hjerne.
En partikel kan også både fremstå som en bølge (en frekvens) og som et punkt. Altså som en fast form og som en bevægelse. Crazy.
Hvad kan vi bruge det til mellem mennesker? Måske noget i retning af: Livet er energi i bevægelse over tid. Og vi skaber det helt enkelt indefra og ud, – baseret på hvordan vi observerer, tænker, føler og sanser. Hvad vi tænker og føler, vil vi opleve i den ydre verden. Og sørme så – vi har påvirkning på hinanden, lige meget hvor vi er.
Jeg har selv svært ved at fatte det, – men nogle er super gode til at fortælle om disse kraftfulde opdagelser om skaberkraft i en verden af energi. Jeg er ikke forsker. Jeg kan bare mærke i mit eget liv, at det virker i praksis.
Brené Brown: Hun er forsker i sårbarhed, mod, skyld og skam. Vidunderligt. Her er et par af hendes forsknings pointer jeg finder dybt meningsfulde, og som er vidunderlige i relationsarbejdet. Jeg synes det passer så smukt ind i forståelsen af, hvordan man kan være til stede i livet som proces frem for endemål:
Lidelse er når vi har en bestemt forventning om udfaldet af vores indsats. Hvis vi kan have en lidt løsere holdning til vores krav og forventninger, kan vi hvile langt bedre i processen. Vi behøver dermed ikke have vores velvære bundet op på om vi opnår “succes” ud fra en mål-beregning. Vi kan derimod elske processen.
Et andet udtryk om dette er følgende:
“Releasing the attachment to the outcome”.
Derudover har jeg selv fundet glæde i Brené Browns beskrivelser af begreberne skyld og skam:
Skyld er når man opdager, man har gjort noget knap så smart. Så er det godt at kunne sanse en fornemmelse for at noget andet ville være bedre, – så man kan gøre det bedre næste gang – og måske rette til og sige undskyld, hvis det passer sig.
Skam er når man ER forkert. Men det er der jo ikke rigtigt nogen der er, – så det findes egentlig ikke. Man kan ikke VÆRE forkert. Det kan være man opdager, at man har gjort noget der ikke helt passede ind i konteksten, – og så er det smart nok at rette op på det, lære af det, måske sige undskyld, – og så ellers komme videre i livet. Fri af skyld og uden nogen form for skam. Men måske bare lidt mere rig på oplevelser.
Hvis man alligevel helt uskyldigt hænger lidt fast i skam, så er processen med at opløse den oplevelse, at være venligt imødekommende og åbent nysgerrig. Omvendt, hvis man gerne vil forstærke oplevelsen af skam, så skal man bare kaste sig ud i hemmelighedskræmmeri og udskældning. Det er en sikker vinder, hvis man gerne vil opleve skam.
At binde en sløjfe
Men hør – hov – er udgangspunktet her ikke begrebet Livskraft? Et fundamentalt statement er jo, at alting er helt og i orden og at livets egne processer altid fører os i tryg havn, fordi det er livets egen natur. At vi mærker de dybere impulser i os til at gøre “det rigtige”. Fordi det er naturens egen natur. Det er ganske enkelt det mest bæredygtige. Og sandt nok, – så kan vi helt uskyldigt komme til at tro, at vi har bedre styr på tingene, end naturens egen orden. Intellektet vil så gerne have ret, og føle, det har styr på tingene. Men er det i en myretue den ENE myre, der har styr på tingene? Næ, – når der er fælles og uselvisk flow i arbejdsstyrken, så rykker det i myretuen.
Jeg er med på, at der er forskel på den formløse verden, og den i form. Altså i den formløse verden af Enhed er alting helt som det skal være. Det kan godt ske det er lidt mere bøvlet at være i formernes verden, – men hør, – vi er alle i samme båd, så vi kan jo lige så godt gå på åben, venlig og imødekommende nysgerrig skattejagt sammen. Uden skyld og skam.
Jeg er klar!